TOP

Anna Lidell til fonde, højskoler og finanssektoren: Hjælp kunsten og kulturen med at komme endnu stærkere tilbage

Kommentar: Musikbranchen var den første branche, der blev ramt af coronakrisen gennem forbuddet mod forsamling af 1.000 mennesker. Vi er måske den sidste branche til for alvor at komme på benene igen. 

Alle livemusikere er stavnsbundet og forment adgang på de skrå festivalbrædder. Forbuddet gælder frem til efteråret, og vores højsæson blev pludselig en knust sommer uden det, vi elsker så højt. De seneste meldinger går på, at vi måske kan vente op til et år med vores virksomhed igen.  

Det er på alle måder en total nedtur. Menneskeligt, økonomisk, udviklingsmæssigt og socialt. 

Men nu hvor vi sidder derhjemme, og chokket har lagt sig. Hvad skal vi så gøre? På et tidspunkt er der ikke flere tommelfingre at trille. 

Jeg foreslår, at vi bruger den til at nære vores nysgerrighed, lære noget nyt, få ny inspiration, opkvalificere os. Kært barn har mange navne, men lad os bruge tiden og komme stærkere tilbage! 

Vi kan ikke løfte opgaven alene

Som forkvinde for brancheforeningen DJBFA – sangskrivere og komponister, har vi også før krisen oplevet, at det medlemmerne længes allermest efter er fællesskab og inspiration. Derfor udbød vi et koncept støttet af Koda, hvor vi hver måned arrangerede en række seminarer til alle sangskrivere og komponister i Danmark. Det var gratis at deltage, og forhåbentligt er de fleste både blevet både dygtigere og mere inspireret, når de var færdige med seminaret. 

Nu er vi gået i gang med at streame vores seminarer og når på den måde ud til mange tusinde nysgerrige seere. Derudover har vi udbudt flere coaches, juridisk og økonomisk rådgivning. 

Men vi kan ikke løfte opgaven alene.

Jeg vil derfor gerne opfordre alle til at dele ud. Højskoler kunne streame kurser i sommerferien til sangskrivere og komponister eller andre kunstarter. 

Jeg håber også, at de store fonde vil se muligheden i at sponsorere og investere i denne udvikling og nysgerrighed. Eller hvad med at finanssektoren udbød en række kurser over nettet om skat, kassekredit eller investeringsporteføljer? 

I bund og grund alle private undervisere, tænd kameraet og øs ud af jeres kundskaber. Vi vil så gerne lytte og lære! 

Vi kan selvfølgelig blive bedre til vores egen kunstneriske sprog, den udvikling stopper aldrig. Men vi kan også blive klogere på at indrette vores økonomi, vores virksomhed og vores arbejdsliv.

Vi har tiden lige nu. Hjælp os, kunsten og kulturen, med at komme endnu stærkere tilbage! 

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk. 

Anna Lidell er forkvinde i DJBFA - komponister og sangskrivere, næstforkvinde i KODA, bestyrelsesmedlem i The International Council of Music Creators (CIAM)og bestyrelsesmedlem i Spot Festival.