TOP

Analyse: De regionale spillesteder lever kun i begrænset omfang op til deres formål

Analyse: Statens Kunstfond uddeler årligt i omegnen af 100 millioner kroner til den professionelle rytmiske musik. Heraf modtager de danske spillesteder omtrent halvdelen gennem de to støtteprogrammer: honorarstøtte og de regionale spillesteder.

Begge programmer blev etableret ved årtusindeskiftet og er siden da ikke taget til synderlig efterretning til trods for musikbranchens fundamentale forandringer med digitaliseringen af markedet. Man kan da stille spørgsmålstegn ved, om musikernes behov virkelig er de samme i dag, som da Aqua solgte millioner af cd’er? 

2020 markerer et tyve års jubilæum for den statslige kunststøtte til spillesteder. Med udvidelsen af musikloven i år 2001 og implementeringen af, hvad der i daglig tale benævnes spillestedsloven, har en lang række danske spillesteder haft glæde af statens økonomiske håndsrækning. Da alle landets musikarrangører kan ansøge om honorarklip til et givent antal koncerter, hviler en del af spillestedsloven på en direkte honorering af landets musikere.

Som overbygning på honorarstøtten kan et spillested opnå den udvidede benævnelse som regionalt spillested og således sikre sig et fireårigt driftstilskud i størrelsesordenen en til fire millioner kroner. Med driftstilskuddet følger samtidig en forpligtelse til at “formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv”, som dets mission står skrevet.

Spillestedet forpligter sig derved til at fungere som et knudepunkt for det regionale musikmiljø. Det kan diskuteres, hvorvidt honorarstøtteordningen er frugtbar i og med, at den fostrer en statisk honorering af artister gennem tariffen og dermed ikke er anvendelig til eksempelvis honorering af nye navne, som måske ikke er tariffen værd. Dog vil vi i det følgende kun beskæftige os med støtten til de regionale spillesteder. 

Den rytmiske musiks pendant til egnsteatrene

Til grund for støtteordningerne argumenterede det daværende Musikråd under Statens Kunstfond (i dag Projektstøtteudvalg for Musik) i rapporten ‘Forslag til Spillestedslovgivning’ for, at “den rytmiske musik skal accepteres som en kunstnerisk genre på lige fod med andre”. Dette med et ønske om at skabe en pendant til de markedsvilkår, som den rytmiske musik ellers udspiller sig på. Spillestedsstøtten skulle på sådan vis danne ramme for statens indsats for den rytmiske musik i tråd med landsdelsorkestrenes rolle for den klassiske musik og egnsteatrenes rolle i teaterverdenen.

Ydermere stod det i rapporten, at støtten “i sidste instans skal være tænkt som en støtte til dansk musik og de danske musikere” og har således til hensigt at fremme såvel karriere- som kunstnerisk udvikling. 

Siden etableringen af ordningen har musikbranchen imidlertid rykket sig milevidt, hvorfor det i dag står uklart, om spillesteder som ramme for kunststøtten til rytmisk musik opfylder deres intenderede formål. For at danne sig et billede af støttens eksistensberettigelse anno 2020 er det derfor i første omgang essentielt at tegne et billede af den virkelighed, som den rytmiske musik og de rytmiske musikere befinder sig i. 

Musikbranchens udvikling og virkelighed i dag

Vilkårene for den rytmiske musik har med digitaliseringen og streamingtjenesternes indtog rykket sig markant. Hvor tjenesterne først blev set som redning for den indspillede musik efter en æra med ulovlig download, står det i dag klart, at streaming ganske vist har sikret en grad af økonomisk oprejsning for pladeselskaberne, men at markante udfordringer presser sig på. Eksempelvis er andelen af dansk produceret musik faldet fra i 2011 at udgøre 57 procent af vores samlede musikforbrug til i 2018 at udgøre kun 35 procent.

En af årsagerne til den stigende internationalisering i vores musikforbrug kan findes i vores forandrede lyttevaner. Hvor vi som forbrugere tidligere fandt ny musik ved at læse anmeldelser i aviser eller gennem radiolytning, lytter mange, især unge, i dag til musik gennem kuraterede playlister på streamingtjenesterne. Da de største playlister er kurateret af enten tjenesterne selv eller af de store pladeselskaber, domineres disse i høj grad af de i forvejen meget succesfulde superstjerner. 

Med transformationen fra et fysisk salg af cd’er til digital distribution tabte pladeselskaberne deres de facto distributions-monopol. Dette har foranlediget en demokratiseringen af pladeindustrien, hvor alle i dag kan udgive en sang på Youtube eller Spotify. Nok kan denne udvikling anses positiv fra et kulturpolitisk ønske om et mangfoldigt musikliv. Ikke desto mindre er konkurrencen om publikums opmærksomhed blandt verdens utal af artister kun intensiveret. Eksempelvis blev antallet af danske udgivelser mere end fordoblet i perioden 2004-2013. Konsekvensen er, at artister i dag i langt højere grad skal være kontinuerligt aktuelle og aldrig må forlade publikums bevidsthed.

Artister skal i dag være selvstændige entreprenører

Lektor og ph.d. ved Roskilde Universitet Rasmus Rex Pedersen har i sine studier vist, hvordan artister i dagens branche skal agere som selvstændige entreprenører.

På den kunstneriske side skal det musikalske projekt iscenesættes på appellerende vis for at indfange publikums nysgerrighed. Derudover skal strategier for brug af sociale medier udarbejdes i bestræbelserne på at kunne forblive i folks bevidsthed.

Samtidig skal økonomisk bæredygtige forretningsmodeller udtænkes for at sikre såvel nutidige som fremtidige indtægtsstrømme. Musikerne er i mange tilfælde overladt med alle disse opgaver, hvorfor chancen for både kunstnerisk succes og økonomisk fodfæste ene og alene hviler på artisten. 

Hvordan imødekommer de regionale spillesteder så de udfordringer, som de danske musikere står over for? Formår spillestederne at udgøre et modstykke til markedet som oprindeligt tiltænkt? Og hvorledes er de med til at udvikle musikernes kunstneriske færdigheder og karrieremæssige muligheder? 

Er de regionale spillesteder et modspil til markedet?

Ved at zoome ind på de regionale spillesteders programmer kan vi tegne et billede af, hvorvidt stederne formår at udgøre en modvægt til markedet. Analysen tager udgangspunkt i en gruppering af artister som værende enten amatører, fra mellemlaget eller profitable. Sidstnævnte kategori indbefatter store og alment kendte artister, der i udgangspunktet ikke bør have behov for økonomisk støtte, for at deres koncerter kan løbe rundt. Ligeledes indgår coverbands og anden underholdning, der ikke synes at være berettiget kunststøtte. Ydermere er en inddeling i danske og internationale artister foretaget for at kunne vise, i hvor høj grad spillestederne tilgodeser de danske musikere. 

Opgørelsen viser, at 48 procent af de optrædende på landets regionale spillesteder enten er profitable eller internationale artister. Koncerter med mindre internationale artister (18 procent) kan i udgangspunktet ses positivt i et kulturpolitisk lys om at fremme det smalle. Mange af disse koncerter finder dog sted i København, hvor også mange danske artister uden for mainstream-sfæren finder deres publikum. 

I den modsatte ende viser opgørelsen, at events med musik af amatør-karakter udgør 14 procent af de optrædende. I og for sig er det positivt, at der er platforme, hvor lokale musikere kan udfolde sig. Spørgsmålet er, hvorvidt det er de statslige støttekroner til den professionelle musik, der skal fungere hertil jævnfør det daværende Musikråds oprindelige tanker med støtten.

De danske artister fra mellemlaget – de, der udgiver musik på et professionelt niveau, men samtidig ikke er store nok til at kunne tjene sin egen hyre hjem – repræsenterer 38 procent af de samlede events. Heraf er 18 procent af kontemporær karakter. Det vil sige musik, der udfordrer de gængse mainstream genrer.

6 procent er af traditionel karakter såsom New Orleans-jazz eller blues, hvor de resterende 14 procent kan betegnes som mainstream – musik, der opererer på markedets vilkår.

Vi kan på den baggrund se, at de regionale spillesteder i kun meget lav grad formår at kuratere den musik, som ordningen oprindeligt var tiltænkt: Den kontemporære og traditionelle musik, som udgør et modstykke til markedet. 

At de regionale spillesteder opererer på eksisterende markedsvilkår ses også ved visse spillesteders tilbud om lokaleudlejning. Eksempelvis var 13 procent af de afholdte koncerter på spillestedet Vega i 2018 produceret alene af eksterne koncertarrangører.

Det siger sig selv, at det er en mindre arbejdsopgave for spillestedet blot at udleje sine fysiske rammer frem for selv at kuratere og eksekvere den samlede koncertproduktion. Fra et kulturpolitisk synspunkt er det dog ikke særlig frugtbart at vige fra rollen som indholdsproducent til fordel for blot at agere som leverandør til de multinationale koncertbureauer. 

Udfordring #1: At finde et publikum 

Vi har redegjort for, at artister i dag har svært ved at finde et fast publikum grundet det store udbud af artister. Dette afspejles i publikumsinteressen ved arrangementer i mindre befolkede områder med artister fra de kontemporære genrer.

Blandt musikere lyder det, at det er en udfordring for spillestederne at promovere deres koncerter tilstrækkeligt grundet de talrige udbud med helt op til 350 årlige koncerter for det enkelte spillested. Der savnes et engagement af lokale kræfter og et incitament til at fostre små miljøer, da den smalle musik bedst formidles gennem lidenskab og passion. Samtidig egner visse spillesteders store faciliteter og høje kapaciteter sig ikke til formidling af den smalle musik såvel som nye talenter, hvorfor oplevelsen kan ende flad for både artist og publikum. 

Endnu en udfordring for de regionale spillesteder er at præsentere og formidle musik fra nyere genrer som eksempelvis den elektroniske scene, R’n’B og visse hiphop-stilarter. Musik, der i udgangspunktet ofte er tænkt en lytte- frem for liveformidling. Hvor musik i 90’erne og 00’erne ofte var spillet af bands, der skulle ud over scenekanten, hvilket de regionale spillesteder for så vidt tilbyder, er disse nyere genrer mere introverte eller – alternativt – tiltænkt en natklub-scene. 

En frigørelse af de fysiske rammer vil kunne skabe grobund for, at musikken kan nå et publikum, der hvor publikum befinder sig. En måde at gøre det på kunne være ved at udlicitere muligheden for at booke en artist til musikforeninger rundt om i landet, som derved vil få mulighed for at arrangere koncerter i passende rammer. Det personlige engagement fra foreningens medlemmer vil desuden kunne blive en drivkraft til at tiltrække et nyt og interesseret publikum. Rollen for det hypotetisk fremtidige regionale spillested ligger i at tilbyde mobilt udstyr samt vidensdeling om såvel booking som koncertafvikling.

Endelig må der med rollen som regionalt spillested følge et signifikant fokus på udvikling af nævnte miljøer – et fokuspunkt, der allerede står indskrevet i spillestedernes forpligtelser, men som ikke desto mindre bør betragtes som det mest centrale arbejdsområde.

Som blueprint for denne type spillested nævnes ofte Spillestedet Thy, der netop har karakter af en sådan struktur. På spillestedets hjemmeside fremhæves eksempelvis, hvordan institutionen formår at favne bredt, da alle regionens kulturinstitutioner inddrages. Derudover fremhæves det, at spillestedet, fremfor at placere alle koncerter centralt, inddrager scener rundt om i kommunen, “så musikken kommer derud, hvor publikum er.” 

Ydermere kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det er en statslig frem for kommunalpolitisk opgave at drive fysiske spillesteder rundt om i landet? Hvor kommunerne glædeligt poster penge i store kulturhuse eller sågar arenaer, vil det koste en brøkdel af sådanne prestigeprojekter at købe de fysiske rammer, som de regionale spillesteder befinder sig i. Husleje vil dermed ikke være en udgift, som spillestederne skal dække, og kommunerne vil til glæde for byens borgere sikre fine og langvarige faciliteter til præsentation af den rytmiske musik. 

Udfordring #2: Konstruktive samarbejder  

En anden udfordring for mange kontemporære musikere består i, at det er tæt på umuligt at opretholde et økonomisk fodfæste udelukkende ved aktiviteter i Danmark. Derfor ligger det som karrierevej implicit at finde et publikum uden for landets grænser. Udfordringen er at etablere de rette professionelle samarbejder til hjælp med opdyrkelse af et internationalt publikum. I modsætning til de regionale spillesteder, som i bedste fald er i kontakt med en artist en gang om året, ligger behovet i langsigtede samarbejder med øje for karriereudvikling. Men hvilke aktører evner denne rolle? 

Den artist-udviklende rolle, som traditionelt har ligget hos pladeselskaberne og managers, er fra et brancheperspektiv svær at dyrke økonomisk, da indtægter ofte hentes fra salg og royalties ved udgivelse af musik. Indtægter, der i dagens industri tilgodeser de få store og ofte internationale artister. En økonomisk støtteordning til mindre pladeselskaber og managers vil derfor kunne bidrage til øgede chancer for karrieremæssig udvikling for musikere fra mellemlaget. 

Det kan virke påfaldende, at koncertsektoren, som er den bedst tjenende i den musiske verden, samtidig skal modtage over halvdelen af den statslige kunststøtte. For at sikre et rigt og mangfoldigt musikliv ligger udfordringen ikke desto mindre i at sikre tilstedeværelse og engagement på et lokalt niveau såvel som på brancheniveau.

En kunststøtte, der kun forholder sig til koncerter, og som overser det kunstnerisk udviklende og karrieremæssige artistarbejde, formår ikke at efterleve det enorme potentiale, som den danske rytmiske musik tilbyder. Det er derfor nødvendigt at tage til efterretning, hvordan kunststøtten fordeles og stille spørgsmålstegn ved, om eksisterende støtteordninger fungerer hensigtsmæssigt. 

Analysen er skrevet på baggrund af kandidatspecialet ‘Public Funding for Rhythmic Musicians. Et branchestudie af, hvordan den danske kunststøtte mest effektfuldt kan fremme danske musikeres vilkår.’ Specialet er vejledt af Trine Bille, professor (mso) i kulturøkonomi ved CBS og bedømt til topkarakter.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende forslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk.

Cand. soc., forfattere til kandidatspecialet 'Public Funding for Rhythmic Musicians. Et branchestudie af, hvordan den danske kunststøtte mest effektfuldt kan fremme danske musikeres vilkår.' Specialet er vejledt af Trine Bille, professor (mso) i kulturøkonomi ved CBS, og bedømt til topkarakter.