TOP

Alvilda overtager børnebogsforlag og styrker sin position i Skandinavien

Forlaget Alvilda har købt Karrusel Forlag. Alvildas medstifter og direktør, Jens Trasborg, vil fremover fungere som direktør for begge forlag, og der er i forbindelse med opkøbet ingen planer om nedbemanding. 

“Afskedigelser er ikke en del af planen. Alvilda og Karrusel er to velfungerende virksomheder og vil fortsætte som to velfungerende virksomheder – nu blot under samme paraply,” udtaler Jens Trasborg. 

Mens Alvilda udgiver børne- og ungdomsbøger, udgiver Karrusel børnebøger og licensprodukter fra populære børneuniverser som Disney og Marvel, der blandt andet bliver solgt i supermarkeder og legetøjsforhandlere i Danmark, Sverige og Norge. 

Alvilda og Karrusel vil fortsat have hver sin udgivelsesprofil og vil fungere som selvstændige enheder under hvert deres navn. Opkøbet betyder, at børnebogsforlagene får en større tilstedeværelse i hele Skandinavien.  

”Alvilda og Karrusel er et helt oplagt match. Forlagene er ret forskellige, men har samtidig en meget ens tankegang: at lave bøger i høj kvalitet, som læserne ikke kan holde fingrene fra. Samtidig forventer vi at kunne lære meget af hinanden om både redaktion, salg og markedsføring. Kort sagt: Vi glæder os til at komme i gang!” udtaler Jens Trasborg og Karrusels stifter Jakob Arnby.

Alvilda er stiftet af forlaget Modtryk i samarbejde med Jens Trasborg og Jonas Holm Hansen, og den samlede forlagsgruppe består nu af Modtryk, Alvilda, Karrusel og forlaget Grif.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.