TOP

Akademiraadet kalder Bjarke Ingels’ Palads-plan for “særdeles problematisk”

Nordisk Film Biografers forslag om at nedrive den ikoniske, pastelfarvede  biograf Palads og erstatte den med et markant nybyggeri af Bjarke Ingels Group (BIG) har fået nu Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster (Akademiraadet) til at reagere. Det skriver Politiken Byrum.

Den statslige rådgiver i kunstneriske spørgsmål sendte 16. juni et åbent brev til Københavns stadsarkitekt, Camilla van Deurs, Københavns Borgerrepræsentation og Folketingets kulturordførere.

I brevet langer Akademiraadet, der tidligere har gået i rette med kommercielle interessers indtog i byrummet, hårdt ud efter forslaget og kalder det “særdeles problematisk på et principielt niveau”, mens de også entydigt anbefaler Københavns Kommune at afvise forslaget.

Akademiraadet: BIG’s forslag er det modsatte af nytænkende

Rådets skepsis skyldes blandt andet, at BIG-byggeriet – der er planlagt til at være 69,5 meter høj og bestå af 18 etager – vil inddrage en del af byens offentlige grund til “spekulativt udlejningsareal”, mens biografsalene placeres under jorden. 

“Hverken bygningens betragtelige højde og dybde eller inddragelsen af gade og plads kan påvises at ville bidrage positivt til byens liv, og Akademiraadet anbefaler, at Københavns Kommune afviser forslaget,” skriver Akademiraadet i sit åbne brev. 

I en kommentar til Politiken Byrum retter Akademiraadets næstformand, Merete Ahnfeldt-Mollerup, også kritikken mod BIG, der har tegnet forslaget.

“Meget af det, som BIG har lavet, er nytænkende og bryder grænser. Men det er forslaget til det ny Palads ikke. Tværtimod nærmest,” siger hun til mediet.

I 1989 fik Poul Gernes til opgave at male Palads i København, og den kendte biografbygning fremstår stadig som dengang. Foto: Wikipedia

Til forsvar for det karakteristiske udtryk

I sit åbne brev adresserer Akademiraadet også det karakteristiske visuelle udtryk, der siden 1989 har gjort Palads til et pastelfarvet blikfang, og som gennem tiden er blevet brugt som argument for en benådning, hver gang bygningen er blevet foreslået nedrevet.

Netop bemalingen er nemlig en essentiel del af Palads, understreger Akademiraadet i sit brev og kommer i den forbindelse med en generel opfordring:

“I årtusinder har kunst fungeret som en del af byens og bygningernes udtryk, fra det storslåede monumentale på en plads, til den folkelige poesi i et udhængsskilt. Akademiraadet anbefaler, at bygherrer, arkitekter og kommuner i højere grad overvejer, hvordan kunsten kan integreres i arkitekturen. Integreret kunst i byen og bygningerne skaber værdi for alle,” skriver rådet.

Jeg skriver nyheder og større artikler om alt inden for kulturbranchen. Kontakt mig gerne med tips og idéer på rasmus@kulturmonitor.dk