TOP

Aarhusborgmester vakler – festugens skæbne afgøres mandag

Skæbnen for dette års udgave af Aarhus Festuge er uafklaret. Hidtil har meldingen været fra festugens ledelse og bestyrelsesformand, borgmester Jacob Bundsgaard (S), at festugen ville blive gennemført – naturligvis under de gældende restriktioner – men nu vakler man i den beslutning. 

Således er den seneste melding, at festugens bestyrelse nu vil mødes til et ekstraordinært møde på mandag, hvor den endelige beslutning træffes. Det skriver JP. 

I det hele taget begynder fundamentet langsomt at smuldre for den traditionsrige begivenhed. Ifølge JP Aarhus har arrangøren af festen på Pustervig besluttet at trække stikket. Af hensyn til smitterisikoen tør arrangøren ikke gennemføre arrangementet, der i år involverede koncerter med 26 bands.

Ekspert: Kan sidestilles med festival

Samtidig advarer eksperter nu mod en gennemførelse af festugen. Blandt andet mener professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos, at når festivaler ikke kan gennemføres, så kan festugen det heller ikke. 

“Jeg vil umiddelbart vurdere, at en event som Aarhus Festuge kan sidestilles med en festival, og festivaler er ikke en mulighed nu,” lød det fra Hans Jørn Kolmos i onsdagens JP Aarhus.

Ifølge Aarhus Festuges ledelse er de igangværende forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier om genåbningen af Danmark væsentlige for den endelige beslutning og vil blive brugt som input, når festugens skæbne skal afgøres.  

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk