TOP

Årets Reumert 2019 er uddelt: Søren Sætter-Lassen og Stina Ekblad snupper to af de mest profilerede priser

Nørrebro Teater lagde scene til, da Årets Reumert for første gang blev uddelt uden Bikubenfonden, der hidtil har støttet den danske scenekunstpris.

Prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle gik til svenske Stina Ekblad for hendes rolle i ‘Dantes guddommelige komedie’ på Østerbro Teater.

“Rank som en dronning og let som en fjer gik Stina Ekblad gennem Helvede og Skærsilden til Paradis. Nærmest dansende gennem scenografiens hvide skulptur og med en flig af overbærenhed – som hos en stor fortæller, der har set og gennemlevet alt – viste hun os vej igennem Dantes ord. Fra de mørke, dybe skove – til den kærlighed, der driver solens bane,” lød det i juryens motivationstekst.

Søren Sætter-Lassen fik Årets Mandlige Hovedrolle for sin præstation i ‘Amadeus’ på Det Kongelige Teater med følgende ord:

“Alene med et hævet øjenbryn eller et kruset kattesmil holdt Søren Sætter-Lassen hele kæmpeforestillingen Amadeus svævende. Hans psykologiske træfsikkerhed og suveræne musikalitet fik hele salen til at holde vejret, mens Salieris smertefulde selvopgør foldede sig ud som en overbevisende sjælemesse. Generøst. Elegant. Og fuldstændig mageløst.”

Årets skuespil blev ‘Den kroniske uskyld’ ligeledes på Det Kongelige Teater, mens Sargun Oshana fra Aarhus Teater fik prisen som Årets Instruktør for forestillingen ‘4:48 Psychosis’.

Charlotte Munksgaard blev Årets Kvindelige Ensemblerolle for sin indsats i ‘John Lennon er død’ på Teater V og ‘Mussolinis de 100 dag’ på Teater Får302. En rolle i ‘Den grønlandske mand’ af Teater Freezeproductions og Grønlands nationalteater sikrede Klaus Geisler prisen for Årets Mandlige Ensemblerolle.

De øvrige vinderne til Årets Reumert 2019:

  • Årets Performer: Madame Nielsen, ‘Black Madonna’, Sort/Hvid
  • Årets Danser: Ida Praetorius, ‘Askepot’, Det Kongelige Teater
  • Årets Sanger:  Gisela Stille, ‘Trubaduren’, Det Kongelige Teater, Teatro Real og Opéra Monte Carlo.
  • Årets Scenedesign: Ditlev Brinth (lyddesign) og Peter Schultz (scenografi), ‘Anna Sophie Hedvig’, Odense Teater 
  • Årets Dramatiker: Andreas Dawe, ‘Vort mismods vinter’, AKUT360 & Husets Teater
  • Årets Børne-/Ungdomsforestilling: ‘Dig og mig ved daggry’, Teater Nordkraft
  • Årets Musical/Musikforestilling: ‘Tarzan’, Fredericia Teater
  • Årets Opera: ‘Drot og Marsk’, Det Kongelige Teater 
  • Årets Danseforestilling: ‘An Eve And An Adam’, Granhøj Dans
  • Årets Performance: ‘Mod alle odds’, Betty Nansen Teatret og Fix & Foxy
  • Årets Særpris: ‘Tænk hvis man havde en rejsegrammofon’, Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, teater2tusind & Carte Blanche
  • Årets Talentpriser: Skuespiller Nicolai Jørgensen for ‘Shakespeare in Love’ på Østerbro Teater, skuespiller Anne Sofie Wanstrup for ‘Leve livet’ på Bornholms Teater, skuespiller Cecilie Gerberg Nielsen for ‘Tom’ på BaggårdTeatret og ‘Forårsrullen’ på Odense Teater, skuespiller Bolette Nørregaard Bang for ‘Persona’ på Aalborg Teater, dramatiker og instruktør Anna Malzer for sit arbejde som kunstnerisk leder på Teater Momentum, skuespiller Emil Blak Olsen for ‘Finn og de fem fajl’ på Zangenbergs Teater, nycirkusartist Anders Björklund for ‘Kom dans med mig’ på Det Lille Teater og musicalperformer Monica Isa Andersen for ”Den evige ild’ på Bellevue Teatret.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.