TOP

Aalborg Bibliotekerne laver filmfestival for børn

De yngste borgere i Aalborg og omegn får nu en ny, gratis filmfestival. Den hedder Megaflimmer, er målrettet børn fra tre år og opefter og bag den står Aalborg Bibliotekerne. 

En af pointerne med filmfestivalen er at introducere filmuniverset til de yngste på den rigtige måde. 

“For en tre-, fire- eller femårig kan det godt være overvældende at skulle ind i en stor mørk sal og sidde i en til to timer med en masse fremmede mennesker. På vores filmfestival er der mulighed for at øve sig sammen med en masse andre børn og forældre,” udtaler børnebibliotekar på Aalborg Bibliotekerne, Ann Gritt Bang Elmeskov, i en pressemeddelelse og tilføjer: 

“Det er så samtidig lykkedes os at sammensætte et fantastisk program, hvor også medfølgende forældre er garanteret et grin og filmoplevelser med substans, selvom filmene er forbeholdt små størrelser.”

Mellem filmvisningerne kan børnene deltage i en række aktiviteter – både i og uden for filmenes univers.

Den nye børnefilmfestival finder sted i perioden 12.-22. februar.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.