TOP

7 ønsker for kunst- og kulturåret 2019: Lad os nu se op – og ud

1. Mere armslængde
2018 blev året, hvor politikerne for alvor begyndte at blande sig i kunstnernes arbejde. Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, satte eksempelvis spørgsmålstegn ved, hvor danske MØs sange egentlig er, når hun synger på engelsk, og landets kulturminister, Mette Bock, opfordrede Lars von Trier til at lave “en film, der mundede ud i håb, glæde og hyldest til livet”. Det ligner en bevidst strategi – de her åbenlyse brud på armslængdeprincippet – og er endnu et politisk angreb på eliten. Nu altså på kulturfronten. Det emmer af  provinsialisme og snusfornuft, og er gift for den kunst, politikere så gerne soler sig i, når den vinder fine udenlandske priser.

2. Mere intellekt
I Frankrig kan en kulturminister godt være en tidligere sværvægter i kunstlivet. Françoise Nyssen kom fx fra en stilling som chef på det respekterede forlag Èditions Actes Sud, der blandt andre udgiver nobelpristagere som Imre Kertész og Svetlana Aleksijevitj. Kunne det tænkes i Danmark? En intellektuel som kulturminister? Svaret giver sig selv, og herhjemme regnes det for en mindre attraktiv ministerpost, og i stedet for at højne samtalen om kunst, er ministrene med til at forfladige den. Kan nogen huske, hvornår en kulturminister sidst har ment andet og mere om kunst end, at den “kan skabe fællesskaber”?

3. Mindre hysteri
2018 sluttede med en kogende diskussion om “Den danske sang er en ung blond pige”, som en underviser på CBS med anden etnisk baggrund følte sig krænket af. Afsyngningen fik kvinden, der ikke var blond, til at føle sig ekskluderet. Reaktionen udeblev ikke. Dansk kulturhistorie var under angreb, og det var endnu et udtryk for en hysterisk krænkelseskultur. Men hysteriet var også at finde på kritikernes side. Disse frihedens og danskhedens forsvarere var lige så skingre som den kvinde de anklagede. Og kritikerne i de her sager synes gang på gang at glemme, at kulturhistorien altid har været til forhandling og altid er blevet redigeret. Uden at det siden hen føles forkert. For hvem synger mon – i respekt for historien og det særligt danske – stadig de her vuggeviselinjer for sine børn: “I morgen får du en neger dreng/og ham kan du bruge som rangle”?

4. Et bredere kunstsyn
Et kig på den seneste bestsellerliste viser at otte ud af de 10 øverste bøger er danske. De tre mest sete biograffilm i 2018 var også danske. Resten var engelsksprogede. Det er et meget sigende billede på os som kunstbrugere: Vi vil gerne se og læse om vores egen virkelighed og til nød om den engelske og amerikanske, vi er blevet fortrolige med gennem årtierne. Resten vil vi ikke rigtig. På Facebook ærgrede Jacob Søndergaard, chef på forlaget Rosinante, sig fx over, at Jenny Erpenbeck, “dette betydningsfulde forfatterskab i tysk litteratur”, ikke blev læst herhjemme. Den skæbne deler hun med mange andre forfattere og instruktører. Det er altså trist. Der er så meget at hente. Det er bare at se op – og ud.

5. Nobelprisen tilbage på sporet
Det har været tudetrist at se, hvordan Det Svenske Akademi, der hvert år finder modtageren af Nobelprisen i litteratur, er brændt sammen i voldtægter, mandschauvinisme og magtfuldkommenhed. Flere har ment, at det kunne være det samme. At vi lever fint uden nogen stor, autoritær pris. Det er ikke sandt. Vi har brug for den. I kraft af sin historie og prestige har den nemlig peget på forfatterskaber og fået andre end de mest belæste til at læse chilenere, polakker og indere. Nobelprisen er en af de få effektive måder at få os til at læse noget andet, end vi plejer. Bare den snart genopstår. Uden al utøjet, det siger sig selv.

6. Mere begavet kulturjournalistik
Kulturklummer er blevet et sted, hvor skribenter lufter deres egne følelser, hvor de “giver noget af sig selv”, og er i dag sjældent værd at læse, hvis man vil have refleksioner og perspektiveringer af kunst og kultur. Intimiseringen og damebladificeringen gør sig også gældende i forfatterinterviews, der stort set alle bygger på samme skabelon: Lidt om den aktuelle roman og om dens hovedkarakter, og så ellers spørgsmål om, hvordan forfatteren minder om hovedkarakteren. Som om selve romanen bare er afsæt til den personlige historie. Det er uopfindsomt, og 99 ud af 100 gange er kunstværket mere interessant end kunstneren. Det kræver selvfølgelig, at journalisten bruger mange timer på det. På at læse, se og tænke. Det er sikkert dér, skoen trykker i en medietid, hvor det hele skal produceres på den kvarte tid.

7. Mere ætsende satire
Tidens debattører og politikere kalder i den grad på humoristisk hudfletning. I kraft af de sociale medier bliver der ment og skrevet meget mere vrøvl end nogensinde før. Og det er egentlig ikke så svært, dét der med hvor linjen mellem god og dårlig satire skal trækkes: Den skal have alt hvad den kan tage om alt det, mennesker selv har valgt til. Det være sig tøj, frisure, ideologi, tro. Men holde sig fra alt det, der ikke er selvvalgt. Som hareskår, dværgvækst, seksualitet og hudfarve. Lyder det kedeligt og politisk korrekt? Måske. Men det er det kun, hvis satiren ikke er god nok.

Indlægget er en kommentar, der udtrykker skribentens holdning. Du kan sende foreslag til kommentarer og debatindlæg på redaktionen@kulturmonitor.dk

Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en række kritikerroste og prisnominerede romaner, senest “April 2026” fra 2017. Ved siden af forfatterskabet har han været tilknyttet Information og Berlingske og er nu litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad. Foto: Robin Skjoldborg