TOP

55 nye værker til museum: Direktør kunne plukke frit i stor privatsamling

Kunsten i Aalborg har fået 55 værker af ægteparret Margit og Jens Haven Christiansen. Kunstnerne bag værkerne tæller blandt andet Michael Kvium, Julie Nord, Cathrine Raben Davidsen. Kathrine Ærtebjerg, John Kørner, Morten Schelde og Husk Mit Navn.  

Ægteparret, der tidligere har været bosat i Hjørring, ringede til museets afgående direktør Gitte Ørskou og inviterede hende til Randers, hvor de bor i dag. Her fik museumsdirektøren mulighed for frit at plukke fra parrets store kunstsamling, som de har skabt gennem fire årtier.  

“Det er fantastisk generøst af Margit og Jens at give os og alle vores gæster så stor en gave. De har virkelig haft fingeren på pulsen i forhold til dansk samtidskunst, og vi kan nu supplere samlingen dels med nye, interessante kunstnere og dels kunstnere, som i forvejen er repræsenteret på Kunsten, men hvor de nye værker har givet os mulighed for at lukke nogle huller i samlingen,” udtaler Gitte Ørskou. 

Museets nye værker bliver løbende udstillet, og der er planlagt en samlet præsentation af alle værkerne i 2020.

Margit og Jens Haven Christiansen ønsker ikke at udtale sig om gaven.

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.

Ny abonnent? Bestil abonnement

Log ind test