TOP

30 år med gratis teater i Kongens Have er slut – kassen er tom

Efter 30 år med gratis teater i Kongens Have i København er det nu slut. Teatret Brændende Kærlighed, der har stået for forestillingerne, har ikke fået fornyet deres støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og må konstatere, at kassen nu er tom. Det skriver teatret i en pressemeddelelse.

“Det er med vemod, vi siger farvel til vores kæmpestore, trofaste publikum i Kongens Have, der gratis har kunnet nyde vores ordløse fysiske forestillinger, lige fra den skrammelpoetiske ”Grønthøsterne Kommer” (1988) til samtidssatiren ”Forever Young” (2018). Et gratis kulturtilbud, der har kunnet samle et stort og ikke mindst meget bredt og mangfoldigt publikum, et publikum man ellers ikke ser i teatrene,” lyder det.

Flere om buddet

Teatret Brændende Kærlighed er nogle af pionererne inden for gadeteater herhjemme, men genren har gennem årene udviklet sig og da støtten stort set har været den samme gennemtiden, har der været flere om at fordele kagen.

“Teatret Brændende Kærlighed er et terrængående teater, der kan spille og har spillet mange steder i Danmark, hvor der ellers ikke er teater. Man skulle mene, at vi er teater til tiden. Der er politisk fokus på kunst og kultur i udkantsområderne, men paradoksalt nok oplever vi, at flere og flere arrangører og lokale ildsjæle giver op og drejer nøglen om,” skriver teatret.

Københavns Kommunes Scenekunstudvalg har bevilget penge så teatret kan gennemføre denne sæson, hvor Brændende Kærlighed genopsætter forestillingen I Feel Good, som spiller den 7.- 21. juli på Valnøddeplænen i Kongens Have. 

Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Jeg skriver nyheder, debat, analyser og baggrundsartikler om kunst og kultur med fokus på branchen, forretningen og beslutningstagerne. Modtager meget gerne alle former for ris, ros, tips og kommentarer på lars@kulturmonitor.dk