TOP

1706 kunstnere meldte sig til KarriereKanonen – nu er de otte finalister udpeget

Efter weekendens Spot Festival er årets finalister til talentforløbet KarriereKanonen fundet. De otte finalister er: Patina, Angående Mig, Frida Diamant, Statisk, Elyss, Gimi, Undertekst og Høker.

KarriereKanonen har eksisteret siden 2002 og har været med til at udvikle og rette opmærksomheden mod bands og musikere som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band, Djämes Braun, Ida Gard, Vild $mith, Katinka og The Minds of 99.

Talentforløbet blev etableret af DR for at fremme kunstnere, der arbejder med dansk lyrik i deres tekster. I dag står Bandakademiet, Smukfest og DR bag KarriereKanonen, som fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab.

1706 kunstnere meldte sig den aktuelle omgang af KarriereKanonen. 12 var i med i slutspurten og spillede i weekenden på Spot Festival, hvor en jury skar feltet ned til de otte finalister.

Finalisterne vil i den kommende tid få intensiv rådgivning, inden de alle skal optræde på Smukfest til august. Herefter vil tre vindere blive udpeget og tilbudt et skræddersyet karriereudviklingsforløb.

DRs hjemmeside fortæller finalisterne, hvorfor de er morgendagens store stjerner. Her lyder det blandt andet fra Gimi aka Mërgim Krasniqi:

“Jeg er Danmarks næste stjerne, fordi jeg skriver gode popsange og fortæller nogle historier, som måske ikke ellers bliver fortalt. En af mine sange handler for eksempel om, hvor svært det kan være at gå og holde i hånd med sin kæreste eller partner, hvis man er queer. Man kan være ude for at blive råbt af eller endda blive slået ned. Det, jeg kan, er at bringe sådan nogle historier ind i popmusik,” siger Gimi, mens Frida Diamant giver sig selv følgende ord med på vejen:

“Vi er de næste store stjerner, fordi jeg har en vigtig historie, der skal fortælles. Mange har vigtige historier, og jeg kender til mange af dem. Især i det lidt hårdere miljø. Dem på gaden. Manden på bænken. Jeg ved godt, hvorfor han sidder der. Jeg har selv siddet der. Og jeg vil gerne fortælle ham, at det er okay. Det er okay at skamme sig og være bange. Jeg oplever, at folk kommer hen til mig og siger, at de er glade for, jeg synger højt om det, de er allermest bange for og skammer sig allermest over. Jeg synger mine dæmoner ud, og så bliver mørket mindre. Det er en proces, og den fortsætter resten af mit liv.”


Journalist og redaktør på Kulturmonitor. Skriver og redigerer nyheder, kommentarer, analyser og baggrundsartikler om alt inden for kulturbranchen. Skriv til mig på birgitte@kulturmonitor.dk med alle former for input, der kan være med til at gøre Kulturmonitor til Danmarks bedste kulturmedie.